Om at skrive krimi og være doven, uproduktiv og asocial

Det at skrive en bog er i lange perioder en uproduktiv proces. Husk det, når du er midt i al din ugidelighed, dovenskab og tomhed. Du kan være på vej ind i ‘The Zone’. Der, hvor dine kreative ideer opstår.

”Nå ja, men det handler vel også om lige at komme ind i ’The Zone’ – er det ikke sådan, det er med jeres typer?” sagde min bogholder i dag. Det er min første dag efter ferien, kroppen skriger på sit daglige glas kølig rosé, og jeg er ramt af en gedigen gang efter-ferie-depression.

Luften står stille her på kontoret, hvor jeg stirrer tomt ud i luften – altså efter at have mugget og klaget min nød, først til min bogholder og siden mit personale.

Husk det, når du er midt i al din ugidelighed, dovenskab og tomhed. Du kan være på vej ind i ‘The Zone’. Der hvor dine kreative ideer opstår.

Selvom jeg som forfatter og leder i N-ORD Kommunikation langt hen ad vejen har skabt et arbejdsliv, der passer til mig og min genizone, så er jeg denne dag bare ikke i ’The Zone’.

Ikke endnu i hvert fald.

Det der med at finde ind til den mentale tilstand, hvor man kan fortælle historier og fingrene flyver hen over tastaturet, mens tiden står stille. Det tager altid lidt tid for mig.

Deadline til jul

Hjernen skal have lov til at finde og skabe fortællingen før ordene kan finde vej til computerskærmen. Og først skal den have gennemtænkt alle mulige og umulige ligegyldigheder, som absolut intet har med arbejdet at gøre.

Jeg er travlt optaget af min næste bog. En true-crime-beretning om narkoforbrydelser i Danmark. Eller det vil sige: Jeg er travlt optaget af, at den har deadline til jul, og den derfor skal skrives færdig.

Læs også: Kender du virksomhedens grundfortælling?

Og jeg skal se at komme ind i ’The Zone’ i en hulens fart, siger jeg til mig selv og trommer med fingrene i bordet.

Jeg har aldrig før tænkt over, at fortællingen og skrivelysten ligger i en særlig mental zone. Men min bogholder har en ret god pointe. Skriveblokeringer, kaldte man det i sin tid, da jeg blev uddannet journalist, og man sad der foran skærmen og ikke lige kunne få det til at glide.

I de år, jeg sad som leder i journalistbranchen, fik jeg aldrig skrevet en linie på den bog, som jeg kæmpede med at få færdig. Jeg troede det var skriveblokeringer, der bremsede mig. Jeg nåede så langt ud, at jeg troede, at jeg helt havde mistet min kreativitet og evnen til at skrive historier. Mere end 10 år gik der, før jeg erkendte, at jeg måtte stoppe op og skabe et arbejdsliv med helt andre rammer, hvis min bog skulle være færdig.

Læs også: SMUGLER – Fra hippie til hashbagmand

Det er ikke skriveblokeringer …

Det, jeg kæmpede med, havde intet med blokering at gøre. Det ved jeg i dag. Det handler om at have et arbejdsliv, hvor der er plads til mine kreative processer. En fortælling bliver skabt i hovedet. Længe inden, jeg sætter mig til tastaturet, og derfor arbejder min hjerne – også når jeg ikke synes, jeg gør det. ’The Zone’ som min bogholder kalder det, er ikke et sted, hvor jeg er lige produktiv i alle mine arbejdstimer. Når jeg skal have adgang til min kreativitet, så kan jeg ikke samtidig sidde med kalender i excel-ark, redaktionsmøder og åben strategi. Jeg kan ikke lægge den kreative del af mit arbejde ind i et rationelt skema, for det er ikke sådan, min kreativitet fungerer.

Derfor har jeg tilrettelagt mit arbejdsliv sådan i dag, at jeg i nogle perioder laver undervisning, workshops, kommunikation og strategi og leder mine dygtige medarbejdere. Her er jeg ekstrovert, rationel og fuld af ord, sjov og mødetider. Og i andre perioder, slipper jeg produktionen i bureauet, slukker telefonen, dropper de sjove bemærkninger og gemmer mig i min skurvogn i haven for at skrive bog.

Det er først, når jeg giver helt slip på tiden, og tillader mig selv at være lige der, hvor jeg er i nuet – doven, ugidelig, uproduktiv, introvert og asocial – at lysten til at skabe noget opstår. Sådan er det for mig

Det er den tilstand, min bogholder kalder ‘The Zone”.

Som at krybe gennem et alt for smalt hul i en klippevæg

Jeg skal mases langsomt ind i min fortælling. Som når man kryber ind gennem et lidt for smalt hul i en klippevæg på vej mod en dyb underjordisk grotte. Det er ikke nogen særlig rar proces. Det er ukomfortabelt og klaustrofobisk. Kroppen har slet ikke lyst, og det kan føles helt unaturligt at skulle mases ind igennem så lille et hul.

Efterhånden som man aser og maser sig igennem åbningen, og man endelig når helt ned i grotten, har kroppen på forunderlig vis tilpasset sig størrelsesforholdene og øjnene har vænnet sig til mørket.

Her er der pludselig fuld fokus og alle sanser er koncentreret om den fortælling, der springer frem i hovedet. Her glemmer man at spise, og benene sover, fordi de har ligget for længe over kors. Men de får bare lov at sove videre. Her i grotten skal man hverken bruge mad eller bevægelse. Her ophæves kroppens signaler og behov, mens sindet og fantasien får lov at køre showet.

Din ugidelighed og dovenskab kan være vejen til ‘The Zone’

Det er først kl. 18.30 når mobilen på irriterende vis vibrerer med en kærlig sms fra min mand om, at der er aftensmad, at jeg kryber ud af min mørke grotte – mit kontor i skurvognen i baghaven – og misser med øjnene mod solen. Pludselig synes jeg familien larmer og hundehvalpen er ekstremt opmærksomhedskrævende. Efter en rum tid fyldes jeg af taknemmelighed over, at de er der. De der, som larmer og elsker mig og kræver, at jeg forholder mig til lommepenge, forældreintra og opvaskemaskinen, der skal fyldes.

Læs mere om N-ORD Kommunikation

Jeg sukker lidt. Nu er jeg røget ud af ‘The Zone’ igen. Og jeg ved, at når jeg skal tilbage og skrive, venter endnu en strabadserende tur ind gennem det der snævre fortæller-hul. På den anden side, så ville jeg ikke bytte min timer i grottens mørke for noget.

Husk det, når du er midt i al din ugidelighed, dovenskab og tomhed. Du kan være på vej ind i ‘The Zone’. Der hvor dine kreative ideer opstår.