Tag Archive for: stress

Mange ledere i dag kunne med fordel stikke næsen ind i en kostald. Køerne har nemlig regnet den ud …

 

Jeg havde en ualmindeligt spændende samtale forleden med en bekendt. Han har mange års erfaring med ledelse i detail-branchen og lever i dag af at undervise. Denne samtale handlede om ledelsesformer – og lidt om køn. Den udviklede sig til en længere forklaring af, hvordan køer indretter sig i en kostald.

Den mandlige leder kunne nemlig introducere mig til en ledelsesstil, jeg ikke kendte. Den kaldes for ’Alfa-koen’ – en stil han ofte selv har praktiseret, fortalte han. Da jeg kom hjem, var jeg så fascineret, at jeg måtte en tur omkring Google for at blive klogere på det med køer – og den er god nok.

Ledere kunne med fordel besøge en kostald

Lige som med så meget andet i tilværelsen, kan man få rigtig meget ud af at se på, hvordan naturen er skabt. Og mangen en leder kunne måske med fordel stikke næsen indenfor i en kostald.

I en flok af køer er der nemlig tilsyneladende en særlig form for socialt mønster, der sikrer, at alle er aktive deltagere af fællesskabet.

Tyren er stærk, men den er af natur egoistisk, aggressiv og egenrådig. Derfor vil tyren aldrig indgå i et fællesskab, men i stedet holde sig for sig selv. Den vil udelukkende opsøge fællesskabet, når det er tid til forplantning, hvilket langt hen ad vejen er tyrens primære eksistensberettigelse.

Vælger deres leder efter social intelligens

I flokken af køer er det bestemt ikke tilfældigt, hvordan magten fordeles, således at flokkens kalve vokser op og bliver i stand til at føre arten videre. Køer vælger en leder af deres gruppe. Denne leder vælges ud fra deres intelligens, nysgerrighed, selvtillid, erfaring og gode sociale færdigheder. Mobning, egoisme, størrelse og styrke ikke anses for passende lederegenskaber.

Alfa-koen er drevet af stærke sociale færdigheder, høj intelligens og nysgerrighed. Måden, den leder på, er flere gange i løbet af dagen at bevæge sig rundt til hele flokken og give et kærligt slik, skub eller dask med halen til alle de andre køer og kalve i flokken. Dermed sikrer alfa-koen, at alle i gruppen er med og føler sig som en del af fællesskabet. Ingen efterlades, og alle holdes i gang.

Køer finder ligesindede ‘veninder’

Indrømmet: Køer og dyreliv er ikke det, jeg har læst mest om i løbet af min karriere. Men det var sjældent inspirerende læsning.

Det viser sig også, at køer på ingen måde er umælende væsener. De har sociale præferencer, udvælger ’veninder’ og indgår i små undergrupperinger, hvor de hjælper og støtter hinanden med at tage sig af afkommet. Køer er enormt knyttet til deres kalve. Mor-barn-relationen er stærk og varer i mange år frem (hvis de altså får lov og ikke bliver frataget kalven, som det ofte sker i konventionelt landbrug), og i det hele er tilværelsen blandt køer relationsbåret. Akkurat som tilværelsen er på langt langt de fleste arbejdspladser i dag.

Hver morgen og hver aften går alfa-koen sin runde. Den tjekker ind hos hvert medlem i de respektive grupper og sikrer løbende at være opdateret med trivslen hos den enkelte.

Mere service-organ end frontløber

Jeg har selv ledet redaktioner og har igennem flere år været del af netværk med kvindelige ledere i mediebranchen. Det er dygtige og bevidste ledere, som har erfaring med at føre komplekse konstellationer mod ofte urimeligt svære mål.

Tyr-profilen, den egocentrerede, aggressive og stærke leder vil muligvis skinne i rollen og skabe en masse synlighed

Og en af de pointer, der går igen, når vi mødes, er en grundlæggende oplevelse af at udfylde funktionen som ’service-organ’ mere end som ’frontløber’. Altså at man som leder i dag bruger langt størstedelen af sin arbejdstid på at sørge for, at rammerne omkring medarbejderne er så gode, at de performer optimalt.

Man kan som leder være nok så dygtig og visionær, men i sidste ende er det den enkelte medarbejders performance, der skaber virksomhedens succes. Jeg lykkes som leder, når mine medarbejdere lykkes med at få virksomheden til at til lykkes.

Tyr-profilen skaber ineffektivitet og stress i flokken

Ledelsesjobbet på en moderne arbejdsplads er altså i mindst lige så høj grad et spørgsmål om at bevæge sig rundt i medarbejdergruppens yderpunkter og få dem til at finde retning, end det er hele tiden at stæse af sted forrest i feltet.

Og en leder, der virkelig rykker, er i dag en leder, der accepteres af medarbejderflokken – oftest på sine sociale færdigheder og intelligens. Tyr-profilen, den egocentrerede, aggressive og stærke leder vil muligvis skinne i rollen og skabe en masse synlighed og branding udadtil for virksomheden. Men det er ikke den profil, der får medarbejderne til at performe. Tværtimod. Det er den type, som skaber angst, ineffektivitet og stress i flokken.

Stemples som bekymret mor

Og hvad har dette så med køn at gøre?
Ud over at fordelingen er tydeligt kønsfordelt blandt dyrene på marken, så har jeg selv ofte oplevet som kvindelig leder at blive stukket i skoene, at jeg ’bekymrede’ mig for meget om mine medarbejdere. Jeg er blevet kaldt ’mor’. Uden at folk kendte min JTI-profil, har jeg fået skyld for at have meget F, det man kalder for følelser og proces i min profil.

Min pointe er, at det at kære sig om sin flok – sine medarbejdere – også er hård business.

Den oplevelse deler jeg med en del andre dygtige kvindelige ledere i mit netværk. At man meget hurtigt stemples som en ‘bekymret mor’ – en profil F – hvis man er kvinde, og ledelsesstilen ikke er aggressiv nok. Eller man for eksempel er hurtig til at spotte en medarbejder, der er ufokuseret på grund af stress eller kaos i privatlivet.

De, der kender mig, vil vide, at jeg er både målrettet, resultatorienteret og ambitiøs omkring slutproduktet, og ja, jeg har også været med til at fyre eller forflytte medarbejdere, der ikke kunne eller ville levere. Jeg har også været med til at presse medarbejdere med til tider urimelige deadlines. Et folketingsvalg, et stort graverprojekt eller en kampagne er ikke et 8-16-job. Sådan er ledelse også.

Skab selvstændige og begejstrede medarbejdere

Men jeg vil strække mig langt for at undgå aggressiv og konfronterende ledelse.

Jeg har altid været mest optaget af, hvordan man gør en medarbejderflok begejstrede, selvstændige og innovative. Min personlige JTI-profil peger i langt højere grad på innovation og resultat end på proces – og indrømmet, mine præferencer er at udforske nyt og kreativt fremfor at traske rundt i følelser og procesmål. Men min erfaring er, at nytænkning og kreative projekter kun lykkes, når man betragter sin ledelsesrolle mindre som den, der står i spidsen, og mere som den, der danner cirkel omkring medarbejderne. Når medarbejderne selv bærer deres idéer frem.

Min pointe er, at det at kære sig om sin flok – sine medarbejdere – også er hård business.

En Afla-ko-profil til ledelse skaber resultater

En Alfa-ko-profil skaber resultater. Og det at undervurdere sociale færdigheder, intelligens og evne til at holde sit ego tilbage hos en leder, kan være fatalt for medarbejderne og i sidste ende produktet.

Jeg blev så begejstret over endelig at have fundet et ledelsesbegreb, som dækker den særlige egenskab, det er at kunne skabe innovative og motiverende rammer omkring sine medarbejdere.

Hvis du virkelig vil skabe resultater, så find din indre Alfa-ko frem.

Gør som min mandlige bekendte gjorde i detailbranchen og i dag, når han underviser:
”Så kørte jeg lige en alfa-ko på dem, var turen rundt, og så var de ud over stepperne og i fuld gang”