Når man sidder som daglig leder, så sker der noget med ens kreativitet og evne til fordybelse. Det fungerer dårligt sammen. Hos N-ORD har jeg startet et ledelses-eksperiment, der giver plads til mentale walkabouts.

 

Stille dag på kontoret. Mine medarbejdere holder fri. Og jeg har tid for mig selv. For mig er disse arbejdsdage en gave. Dage, hvor jeg ikke er afhængig af at skulle være hende, der sætter i gang eller skulle levere svarene.

Jeg har været leder mange år i mediebranchen, før jeg stiftede mit eget kommunikationsbureau. Det var nu ikke for at slippe for ledelsesdelen, at jeg blev selvstændig. Jeg var aldrig ked af min lederrolle, og det var heller aldrig sådan, at det faldt mig tungt at tage ansvaret. Den slags er kommet naturligt, og måske derfor gik der heller ikke længe før vi var – først en, så to og på et tidspunkt tre medarbejdere på kontoret her i mit bureau. Det er fagligt dygtige og skønne mennesker, jeg har ansat. Og jeg trives rigtig godt med at arbejde sammen med dem.

Genfind kreativiteten som selvstændig

De opgaver, vi får ind i N-ORD Kommunikation kræver flere hænder end mine egne. Og efter mange år i manegen med habitjakken på som tovholder på redaktionsmøder, med deadlines og efterkritik var det nærmest uden at tænke over det, at jeg hoppede tilbage i ledelsesrollen.

Men når man sidder som daglig leder, så sker der noget med ens kreativitet og evne til fordybelse. Det fungerer dårligt sammen, at man både skal sidde oppe i helikopteren med den kritiske afslutterkasket på og samtidig være den, der er kravlet dybest ned i minen for at bore efter guld.

I de år, jeg arbejdede som leder i mediebranchen, savnede jeg den proces, hvor jeg selv var kreativ og nede i ’hullet’. Den der fandt nye uudforskede veje. Det var den tilstand, jeg drømte om at genfinde, da jeg startede som selvstændig.

Men der sad jeg så – et år efter at have forladt det etablerede arbejdsmarked – med arbejdsfunktioner, der lignede dem, jeg kom fra. Så tror da pokker mit kreative virke atter gik i dvale.

Og det var en smertelig erkendelse. At jeg havde sejret mig selv i ihjel. Jeg havde på kort tid skabt en virksomhed, der ikke bare løb rundt, men også kunne vokse og tage større projekter ind. Men samtidig, så var jeg stadig lige uforløst.

Kreativ og leder – som at blæse og have mel i munden

Jeg har sådan en business-coach. En slags ekstern HR-chef om man vil. Vi tog temaet op.

”Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden,” hørte jeg mig selv sige.

Så er der nok ingen anden udvej end at blive sådan en fattig boheme-forfatter, der sidder der for mig selv og filosoferer. Sådan tænkte jeg. Men min overbevisning om, at man ikke både kan være en dygtig leder og samtidig være uafhængig nok til at være kreativ og periodevis begravet i sine egne processer, var i virkeligheden dybt begrænsende for mig selv og mit eget virke. Og min dygtige rådgiver udfordrede mig på den.

Hvad nu, hvis man både er en leder og en, der elsker at forsvinde fra overfladen i perioder afsted på mentale walk-abouts for at fortabe sig i fjerne fata-morganaer og underlige tankespin?

Og hvad nu hvis det godt kan lade sig gøre at blæse og have mel i munden?

Et ledelsesmæssigt eksperiment

Nu har jeg sat et eksperiment i gang. Jeg fik både min nærmeste medarbejder og jeg selv talenttestet, således, at vi i dag ved, præcist, hvor vi spiller hinanden bedst.

Jeg ved for eksempel, at hun er så disciplineret og ansvarlig, at hun sagtens kan arbejde hjemmefra mange af dagene. Så har hun nemlig også mulighed for at gå til træning midt på dagen og være alt det for sine nærmeste, som hun holder meget af.

Vi har telefonmøder. Og vi mødes også fysisk på kontoret. Der er også sat faste rutiner op omkring vores primære opgaver i virksomheden, så alle ved, hvad de skal og hvornår. Mine medarbejdere skriver eller ringer, når der er noget, de er i tvivl om – men de har også fået okay til at træffe beslutningerne, når jeg ikke er tilgængelig. Så derfor er der nu masser af arbejdsdage iført pyjamas med computeren i sofaen. Der er også dage, hvor møderne bliver foretaget på telefonen under timelange gåture med hunden.

Er man doven, fordi man ikke møder op?

Den model var aldrig gået, da jeg var ansat i mediebranchen. Der bliver man let anset for at være doven, eller uengageret, hvis man ikke møder op – og som leder går den slet ikke – så skal man holde fanen højt og være tilgængelig.

Jeg har aldrig manglet engagement. Jeg har nok heller aldrig arbejdet mindre end fuld tid. Faktisk er begejstring og høj energi noget af det, jeg bærer med mig i hele mit virke. Men det at skulle møde ind til en bestemt tid og ’sidde min arbejdstid af’ på en kontorstol i et predefineret tidsrum har altid været et enormt stresselement for mig. Bare tanken om det opleves enerverende, og det blev i sidste ende en kæmpe hæmsko for min evne til at skrive eller finde på.

Flere digitale nomader

Måske er der en grund til at stadig flere trækker stikket til arbejdsmarkedet og slutter sig til den erhvervsgruppe, som fremtidsforskerne kalder digitale nomader. Fordi vi er mange, som ikke passer særlig godt ind i den kasse, der kræver et velfriseret fremmøde 37 timer om ugen på en fast adresse.

Om dette her eksperiment virker i større skala og på arbejdspladser med højere kompleksitet end vores lille bureau – det skal jeg slet ikke gøre mig klog på. Jeg skal heller ikke påstå, at modellen er så gammel nu, at jeg kan udråbe det til en sikker vinder. Men som min coach og HR-chef gjorde mig opmærksom på, så er det jo mig der sætter reglerne her i mit lille firma.

Og her blæser vi med mel i munden – i hvert fald nogle af dagene.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *