Det med sjælen er sjældent noget, man tager med i betragtningerne på virksomheder og organisationer. Det er en skam. Det er en stærk drivkraft, hvis man vil skabe goodwill og synlighed.

Kommunikation og branding er en arena, hvor meget har forandret sig på kort tid, og hvor de metoder, vi brugte for få år siden allerede er forældede.

Hos NORD Communications arbejder vi med virksomheder, organisationer og enkeltpersoners branding og kommunikation – deres omdømme kunne man sige på godt dansk. Det er både et spørgsmål om at finde den fortælling, som modtageren vil tage positivt imod og skabe de kanaler, der rammer dem.

 

Fra push til pull-salg

Med det bombardement af medier, kanaler og informationer, vi udsættes for hver eneste dag, er der skabt, hvad jeg kalder et informations-overload. Virksomheder, politikere og organisationer skal selv begynde at opføre sig som medier – flere gør det allerede. Vi ser tendenserne først hos de yngre mediebrugere. For eksempel influencerne, som i dag reelt har større rækkevidde end de fleste nyhedsmedier, ugeblade og magasiner. Men også virksomheder, der i højere grad kommunikerer direkte til kunder og partnere gennem video, tekst, podcast og sociale medier.

 

LÆS OGSÅ: LEDERPROFIL: ER DU EN ALFAKO?

 

Det positive ved denne udvikling er, at alt inden for kommunikation, salg og marketing i øjeblikket går fra push til pull. Altså fra at arbejde ud fra en overbevisning om, at vi kan oversvømme forbrugeren med annoncer og kampagner om vores produkt, skal vi i stedet skabe noget indhold, som gør, at de selv søger os. Man taler om content marketing.

Men det content, vi producerer er bestemt ikke ligegyldigt. Det skal have virkelig høj værdi, for at fungere. Vi skal med andre ord gøre os så interessante og værdifulde, at forbrugerne selv opsøger os.

 

Fintpudsede kampagner mister deres effekt

Forbrugeren i dag – mennesker – vil ikke lyves for med glittede og fintpudsede kampagner og reklamer. De tider er endegyldigt ovre. Virksomheder, enkeltpersoner eller hvem som helst, der ønsker opmærksomhed fra mængden er nødt til at have et ærligt budskab og en autentisk fortælling, der giver mening for modtageren.

Nettet flyder over af fup og fiduser, og forbrugeren i dag er top trænet i at hoppe videre. Det er ligegyldigt, hvor mange tv-reklamer, busannoncer og google adds der dukker op i vores synsfelt  – hvis budskabet ikke giver mening eller værdi for os, så scroller vi videre. Jeg kalder det for reklame- og spin-resistens. Og det er udpræget især blandt yngre mennesker.

Det sjælelige handler for mig at se om at søge efter den højere mening bag en konkret ting eller handling. Er det spirituelt?

Ja!

Men det er også ret håndgribeligt. Og det sniger sig ind i CSR-politikker og hensigtserklæringer rundt omkring. Det handler om virksomhedens positive bidrag til verden. Om alt det, der driver en virksomhed eller en organisation. Vi har i Danmark haft en underlig blufærdighed, når det kom til det spirituelle – særligt i det offentlige rum. Så har det ofte været forbundet med enten skøre nyreligiøse bevægelser i Jylland eller klanghealere fra Fyn.

Men spiritualitet og det med meningsfuldhed er langt mere kraftfuldt, hvis man bruger den alvorligt – både når man kommunikerer, sælger og rekruttere medarbejder.

 

Hotel med sjæl og ludospil

I Sverige besøgte jeg for nyligt et fantastisk hotel. Her havde de netop mistet en stjerne, fordi hotelledelsen havde truffet det valg at fjerne tv’et fra værelserne. Stjernerne, der går fra 1-5 uddeles efter faste standarter, for eksempel tv på værelset. Men her havde man i stedet indrettet værelserne med hylder med gamle bræt-spil, legetøj og gode krimier. Allerede, når man trådte ind på hotelværelset, kunne man mærke hyggen. Alene synet af de slidte bogrygge på krimierne og de skønne retrobilleder på forsiden af spilæskerne fra 1960’erne og 70-erne gav mig lyst til tage dem ned fra hylden og fordybe mig i et spil Ludo.

 

LÆS OGSÅ: KENDER DU JERES GRUNDFORTÆLLING?

 

Ejeren af hotellet var drevet af en dyb værdi og ambition om at skabe mere nærvær både i sit eget og andres liv. Derfor var det også hans vigtigste budskab, at en familieferie eller en kæresteweekend skulle tilbringes i nærvær – uden tv (som i øvrigt efterhånden er totalt overflødigt, fordi vi i dag alle har vores egne devises med) – og så fravalgte han den ’stjerne’ og de turister, som kun søger hotel efter antal stjerner.

Alle steder på hotellet og i naturen, der omgav det, havde man indrettet små stationer, som inspirerede til nærvær og privacy. Hotellet er fuldt booket, trods den manglende stjerne og relativt høje priser. Et hotel, hvor man med det samme kan se, at de har taget stilling til de værdier, der driver indehaverne – deres sjæl er med, og de er bevidste om, hvad de gerne vil yde af bidrag til verden.

Her har man faktisk en ærlig og reel ambition om at skabe en kærlig og personlig ramme om gæsterne. En følelse af, at der er kælet for detaljerne, så man kan føle sig hjemme – fremfor bare at overholde standarter til prisen. En kærlig ramme, kan være alt lige fra indretning, den mad, der serveres, til personalets omgang med gæsterne.

 

Kød med kærlighed

Eller hvad med landmanden, som er drevet af kærlighed til dyrene og respekt for deres opvækst og klimaet? En landbrugsform, der ikke bare fokuserer på, at levere billigt kød i rigelige mængder.

Ja, ja tænker du måske. Det er kun de café latte-drikkende kulturradikale fra København K, der vil betale for kærlighed og klima i spegepølsen.

Og det er i en vis grad rigtigt. Vi har set en lille revolution med de økologiske landbrug i 1980’erne og 90’erne, men i bund og grund er det stadig respektløse kødfabrikker, der blot leverer kød uden kemikalier til forbrugerne. Få tog Alternativets forslag om kødfri dage i det offentlige alvorligt, da det kom frem.

 

LÆS MERE OM SYNLIGHED OG AUTENTISK BRANDING

 

Men som kødproducent skal man have skyklapperne umanerlig godt lukket til for ikke at anerkende, at man skal skrue sin produktion sammen på ny, hvis man vil have samme plads i køledisken i fremtiden.

Antallet af veganere og vegetarer er skyhøjt blandt de yngre generationer – og nej, jeg tror, man gør regnskabet grueligt forkert op, hvis man tror, de unge vokser fra det. De er vokset op i det største politiske projekt i nyere tid, med en folkeskole, der har haft klima og miljø øverst på dagsordenen i stort set alle fag. Den svenske skolepige Greta Thunberg er kun begyndelsen. Vi kommer til at se en generation af voksne, der er drevet af helt andre ting end profit om ganske få år. Denne bevægelse er ikke bare båret af ren og skær overlevelse. Den er båret af en kærlighed til jorden, dyrene og naturen. Og de virksomheder og politikere, der er tonedøve over for dette vil simpelthen forsvinde, hvilket vi så med al tydelighed ved det netop overståede folketingsvalg. Ikke ét ord om klimatosser. Men den slags udsagn koster stemmer.

 

Honningkrukke-metoden til salg

Og så er vi tilbage ved det med sjælen. Det handler i høj grad om, hvad der virkelig driver os som mennesker, om det, der kalder på os. Om vores bidrag til verden og hinanden.

Kærlighed og højere mening er langt mere motiverende og langtidsholdbare drivkræfter end pris og besparelse, både når det kommer til at skabe goodwill og pleje omdømme hos forbrugeren – salg og branding og medarbejdere – employer branding.

Hos NORD Communications går vi altid efter at finde det særlige bidrag til verden, den højere mening. Det er uanset, om det er enkeltpersoner, små selvstændige eller organisationer og store virksomheder. Ofte starter vi med at finde grundfortællingen – og det er en proces, hvor vi både arbejder med målgruppe, kerneprodukt og analyse som i traditionel kommunikation, men i lige så høj grad afsøger de dybere mere spirituelle værdier. Vi indfanger sjælen i organisationen eller virksomheden.

Det er her det hele begynder. Det er summen af det, vi gør bedst, vores dybeste værdier, ambitioner og drømme. Det er her, honningkrukken ligger, hvis man vil trække andre mennesker til og fastholde deres interesse.

Vi bruger visualisering og intuition og begreber som sjæl og næstekærlighed. Både, når vi arbejder for kunder, men også når vi udvikler på vores eget brand og virksomhed. Og helt ærligt. Det er sjovt, helhjertet, meningsfuldt og indbringende.

Og succesraten er høj, når man tør vise tillid og lytte til sin sjæl og intuition.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *